Dag 1 på WRC: lidt om krisen og meget om teknologi og medarbejdere

Dag 1 på WRC: lidt om krisen og meget om teknologi og medarbejdere

(Foto: papalars)

Dag et på World Retail Congress bød på mindre snak om finanskrisen end ventet. Det er der flere årsager til. For det første er det ikke alle, der er i deres livs krise.

En oplægsholder spurgte, hvilke virksomheder i salen, der var i deres hidtil største finansielle krise. Det var ca. 40 procent. Altså er der 60 procent, der  har oplevet værre tider.

Det andet forhold, der gør det svært at tale om krisen, er, at der ikke er én krise, men mange. Krisen rammer forskellige virksomheder forskelligt, og derfor er det svært at komme med generelle tips og tricks til, hvordan man skal komme ud af krisen.

En tredje faktor er, at mange af de virksomheder, der har det svært under krisen, var i vanskeligheder allerede inden krisen, og at man derfor ikke bukker under for selve krisen, men for manglende investeringer i at holde brand, butikker og organisation up to date, lod det fra Dr. Ira Kalish, director of Global research ved Deloitte.

De forskellige analyser af krisen havde tre konklusioner tilfælles: For det første, at USA og Kina vil være de første lande til at komme ud af krisen, og at kinesernes privatforbrug efter krisen vil stige, mens amerikanerne vil importere flere varer. For det andet – og det var dagens gode nyhed – at der er lys forude, da der er positive signaler i både amerikansk og kinesisk økonomi. Som Richard Simonin, CEO i Etam, poetisk udtrykte det:
– Der er solstråler i den kolde bæk.

Den tredje konklusion var, at man håber og tror på en vis ny præsident Over There.

Mulighederne: Teknologi og medarbejdere
Hvad der blev diskuteret meget på førstedagen af World Retail Congress, var teknologi og medarbejdere. På tværs af de mange kæder, der var på talerstolen, var der enighed om, at det særligt er de to faktorer, der kan skaffe flere kunder i butikken.

Medarbejdere skal plejes, uddannes og dygtiggøres. Det skal ikke nødvendigvis ske gennem salgstræning. En fransk tøjkæde uddanner sine medarbejdere i psykologi, kunst- og designhistorie, motivation osv., og det har løftet salget betragteligt – nul fokus på salg, masser af fokus på mennesker. Det kan man læse mere om i Retail+ senere.
Bob Willitt fra Best Buy gik så vidt som til at sige, at medarbejderne er Best Buys bedste kunder.

Det andet store emne på læberne af eBay, Best Buy, Toys’R’Us, Zara osv., var teknologi. Teknologien bliver en lige så selvfølgelig del af fremtidens shopping som kontanter og dankort er det i dag – og den fremtid er lige om hjørnet. Derfor skal der investeres i området nu. Investeringerne er godt givet ud. Zara berettede om sit unikke distributionssystem, der er helt og aldeles afhængig af teknologi, og Best Buy fortalte om, hvordan kædens unikke position på markedet i overvejende grad skyldes anvendelse af teknologi.
Teknologi, der både giver kunderne bedre informationer og oplevelser, og som fremmer innovationen i butikkerne.

Som Bob Willet sagde til mig efter oplægget: Uden teknologi ville Best Buy være et meget større Big Why.


Kategorier:
, ,
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar