Kedelige kæder krakelerer, mens spændende danske kæder erobrer udlandet

Kedelige kæder krakelerer, mens spændende danske kæder erobrer udlandet

Dansk detailhandel er inde i et afgørende udskilningsløb, hvor der ikke er tid til at stoppe op og hvile på laurbærrene. Der er mange trusler, men heldigvis også nye muligheder.
I Kæder i Dansk Detailhandel 2018, der netop er udkommet, tegner der sig et billede af en branche i rivende udvikling

Er overkapaciteten i dansk detailhandel omsider ved at blive hårdt straffet?
Højkonjunkturen har de seneste år sat flere og flere kæder under pres – tænk bare på lukningen af Kiwi samt de mange butikslukninger hos både Aldi og Fakta. Og Fona forsvandt helt, fordi kæden slet ikke var relevant mere. Til gengæld er der dukket helt nye kæder op, der lynhurtigt får godt fat i den danske forbruger – tænk bare på Normal, der snart kan nå 100 butikker i Danmark og er godt på vej ind i Norge og Sverige her i 2018.

Vores 2018 udgave af Kæder i Dansk Detailhandel, der udkom d. 1. maj, viser således også en vild og voldsom udvikling med samlet set langt færre kæder, end vi havde for få år siden. Ved udgangen af 2017 havde vi således 315 kæder med i alt 12.757 butikker, hvor vi bare fire år tidligere var oppe på 348 kæder med i alt 13.557 butikker. Så et fald på næsten ti pct. i det samlede antal kæder viser med al tydelighed, at den fysiske detailhandel er presset på alle fronter, både af forbrugsændringer og af stærkt stigende e-handel.

Det flugter særdeles godt med udviklingen i USA, hvor mange kæder er gået konkurs, er lukningstruede eller har reducereret butiksantallet voldsomt. Her refereres der både til ”retailmaggedon” og ”retail apocalypse”, men tager man et kig på de kæder, der må lukke, tegner der sig et klart billede af store og statiske virksomheder, der har været ude af stand til – eller for langsomme om – at innovere og dermed nu må tage konsekvensen.

Ebeltoft Group, 2017

De store udenlandske e-butikker, hvoraf Zalando, Amazon og eBay alle er blandt danskernes favoritter, truer allerede nu dansk detailhandel, og det bliver sandsynligvis endnu værre, når Amazon etablerer sig i Danmark.

At pureplayers også etablerer egne butikker/showrooms, som fx Bootz i Roskilde, lægger naturligvis yderligere pres på de gamle butikskæders butiksformater og flagship stores. De skal kunne meget mere fremover.

Over 100 udenlandske kæder har desuden mere end 3.000 butikker i Danmark, dvs. stort set hver tiende butik i Danmark. Norskejede franchise-koncepter som Rema 1000 og 7-Eleven kan nævnes som særdeles succesrige kæder, hvor mange selvstændige danske købmænd tjener gode penge på at ”abonnere” på et stærkt udenlandsk ejet kædekoncept.

Så samlet set viser ovenstående gennemgang, at truslerne er mangfoldige, og at ingen vil kunne overleve ved bare at gøre, som de plejer. Heldigvis er der dog også masser af muligheder, som de dygtige og kapitalstærke kæder kan udnytte endnu mere fremover.

Over 75 danske kæder har over 12.000 butikker i udlandet – stærke kæder er en eksportsucces.

Vi har masser af eksempler på, at danske kædekoncepter har indtaget udenlandske markeder med stor succes. I vores nyeste udgave af Kæder i Dansk Detailhandel 2018 har vi nedenstående kæder i top 5:

Udenlandske butikker

Bestseller          over 2400

Jysk                    over 2400

Ecco Sko           over 1500

Netto                 næsten 900

Pandora            næsten 900

Forbrugerne foretrækker fortsat at handle i den fysiske butik, eller i kombinationen af online og fysisk butik
Selv om e-handel er utrolig vigtig – og skal være en integreret del af en velfungerende omnichannel-strategi – så er udgangspunktet for de fleste forbrugere dog fortsat, at man ønsker at handle enten i den fysiske butik eller en kombination af online og fysisk butik. Der er naturligvis store brancheforskelle, men det viser, at den fysiske butiks rolle kan forsvares og måske forstærkes, hvis man husker at gentænke butikkens relevans og funktion. Der er dermed ikke tale om ”retailmaggedon”, men nærmere ”retail transformation”.

Læs mere om udviklingen i detailhandlen i bogen Kæder i Dansk Detailhandel.


Kategorier: , , , , , ,
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar