Kvinders undertøjsindkøb er en indikator for økonomien

Kvinders undertøjsindkøb er en indikator for økonomien

Lige nu skorter det ikke på undersøgelser, der forsøger at forudsige, hvor god eller dårlig dette års julehandel bliver. Prognoserne er forskellige, men en ting er sikkert: Der er store forventninger og forhåbninger ude i butikkerne til fjerde kvartal, som bekendt er den absolut vigtigste tid på året for detailhandlen.

Prognoserne bygger typisk på surveys eller komplicerede økonomiske beregningsmodeller, men ifølge den amerikanske detailhandelsanalytiker John Morris findes der også en anden – mere umiddelbar – metode til at få en indikation af, hvor købelystne forbrugerne er denne jul. Man kan nemlig tage en tur ud i butikkerne og tage notits af, hvad og hvordan forbrugerne køber.

Her er fire ting, der er værd at holde øje med:

 Hvilken type undertøj køber kvinderne til sig selv?

Hvis kvinderne køber dyrt undertøj til dem selv, indikerer det, at de også er parate til at købe andre ting til dem selv. I de sidste par år har mange kvindelige forbrugere holdt sig til basisundertøj, hvilket hænger sammen den generelle sparsomlighed og puritanisme, de opbyggede i kølvandet på krisen.

Holder teorien, er det således et godt tegn for den amerikanske økonomi, at undertøjskæden Victoria’s Secret lige nu oplever, at den eksklusive linje “Hello Bombshell” (med priser fra 49,50 dollar til 250 dollar – og endda 2 mio. dollar for en særlig juvelbesat BH-model) sælger rigtig godt.

– Og det er ikke, fordi mændene køber dem til deres koner. Det er konerne, der køber dem til dem selv, siger John Morris.

Hvad giver forbrugerne hinanden i julegave?

Under recessionen lå der mange basale fornødenheder som vinterjakker og husholdningsmaskiner under juletræerne. I USA blev sågar bleer ophøjet til en god julegaveide til fordel for de mere luksuriøse ting. Når folk skulle spare blev alt det, man i bedre tider plejede at købe til sig selv uden de store spekulationer, ophøjede til julegaver.

Hold derfor øje med om forbrugerne i år køber lidt flere luksuriøse gaver som parfume, cashmere-sweatre og smykker for at få en ide om, hvor langt deres nøjsomhed rækker, og hvor kriseforskrækkede de stadig er.

Køber folk gaver til sig selv?

Forkælelse og luksus er også noget man kan give sig selv.  Under højkonjunkturen udviklede mange forbrugere en vane med også at forære sig selv en julegave – en vane de imidlertid igen lagde på hylden under krisen.

– Når økonomien er god, er mentaliteten “køb en til mig selv, og køb en som en gave”. Det så vi ikke meget af i løbet af de sidste par år, siger John Morris.

 Hvordan betaler kunderne?

 Jo flere kreditkorttransaktioner, desto mere optimistiske er forbrugerne. Mange svor, at de aldrig mere ville købe på kredit under recessionen og brugte dermed kun af det, der stod på kontoen. Mangel på lyst til at gældsætte sig hænger sammen med lav forbrugertillid og svag optimisme for fremtiden.

Så hvis du spotter mange kunder, der svinger kreditkortet i stedet for de konventionelle betalingskort, kan det være tegn på, at forbrugerne føler sig mere sikre på deres økonomiske situation. Set i det lys forekommer det positivt, at man forleden kunne læse i Jyllandsposten, at hver fjerde dansker (5o procent flere end sidste år) vil betale nogle af julegaverne på kredit.


Kategorier:
, , ,
1 kommentar
  • Smykke Mikkel
    Oprettet 19:21h, 03 december Svar

    Hej Mette

    Jeg er også spændt på at se om danskerne vil købe smykker til hinanden i julegave. Den danske guldsmede-branche har været hårdt ramt af finanskrisen. Hvis ikke julen 2010 bliver god for gulsmedene så hiver bankerne stikket ud for flere af dem.
    Jeg har dog valgt at se optimistisk på det. Jeg tror at salget af smykker vil stige i december, for hvilken mand ønsker at blive regnet for nærig overfor sin hustru. Nej smykker skal der til og er man til smykkefremstilling kan man selv designe og fremstille sine egne smykker.

Skriv en kommentar