Mandel Design letter mænds gavekøb og tilgodeser kvinders planlægningsgen med ny service

Mandel Design letter mænds gavekøb og tilgodeser kvinders planlægningsgen med ny service

Mænd har ikke altid lige let ved at købe tøj til konen eller kæresten, men hvad nytter det, hvis tøj står øverst på fruens ønskeliste? En nylig undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at netop tøj topper danskernes ønskelister op til jul, så mændene har igen i år udsigt til problemer med at skulle gætte konens smag, hvilken størrelse hun bruger, eller hvilken farve der lige er oppe i tiden. Mange mænds julegaveindkøb af tøj ender da også som returvarer tredje juledag.

Men det skal være slut nu – i hvert fald, hvis man spørger den svenske multibrandstore Mandel Design, som nu kommer mænd til undsætning i den søde juletid. E-butikken, som sælger tøj og smykker (og fører flere af danske Bestsellers modebrands), har lanceret en ny service på sin hjemmeside, hvor kvinder kan trykke sig igennem et par spørgsmål og oplyse, hvilken størrelse de passer i over- og underdel samt give fem mulige julegavekategorier som festtøj, smykker og hverdagstøj en opadvendt eller nedadvendt tommel.

Mandel Design 1 - banner

Herefter bedes kvinden oplyse sin partners mailadresse, som Mandel Design vil kontakte ham på. Mandel Designs medarbejdere præsenterer så manden for nogle bud på mulige julegaver til fruen baseret på de svar, kvinden har givet dem, samt den generelle viden, de har om mode, kvinder og tidens trends. Den nye service sikrer dermed, at manden får kompetent sparring – og et par vink med en vognstang – til at begå sig på et, for mange mænd, uvant territorium i en omskiftelig modejungle.

Mandel Design 4 - 'ledetråde'

Det særligt geniale ved Mandel Designs service er, at den rammer lige ned i kønsstereotype forbrugsvaner og -holdninger. Forbrugeranalysen ”Når mænd og kvinder shopper… – forbrug fra et kønsperspektiv” der netop er kommet på banen fra Retail Institute Scandinavia, viser nemlig, at mænd og kvinder er svært uenige om hyggefaktoren i at vende bøjler i modebutikkerne. Her fremgår det, at den kvindelige modeshopper gæster modebutikker dobbelt så ofte som den mandlige modeshopper, hvilket bl.a. kan forklares med, at kvinder sidestiller (mode)shopping med en skattejagt efter idéer og gode kup, mens næsten halvdelen af mænd ser modeshopping som noget, der bare skal overstås. Over halvdelen af kvinder forbinder det med hygge, mens under 20 procent af mænd deler denne holdning, og 41 procent af kvinder angiver, at det gør dem glade, mens kun 16 procent af mænd erklærer sig enige i det samme.

Ifølge undersøgelsen er den kvindelige shopper styret af såvel følelser og spontanitet som snusfornuft og trang til planlægning. Og dét stemmer også godt overens med Mandel Designs nye service. Her får kvinden lov til selv at aktivere planlægningsgenet en smule, når hendes julegave skal handles, ved at få lov til at vælge, at gaven skal komme fra Mandel Design og de brands, de fører, samt at sige god for en varekategori – fx smykker eller hverdagstøj.

Samtidig prioriterer den mandlige modeshopper effektivitet og convenience højt, hvorfor Mandel Designs nye service også er en kærkommen nyhed for ham, da den om noget sikrer et højt niveau af convenience og beslutningsdygtighed inden for et felt, der ellers kan virke uoverskueligt.

Er du nysgerrig på at vide mere om kønnenes shoppevaner og -mønstre, kan du læse meget mere i Retail Institute Scandinavias forbrugeranalyse ”Når mænd og kvinder shopper… – forbrug fra et kønsperspektiv” eller deltage på Retaildagen 2015, der også sætter mænd og kvinders forskellige shoppingvaner på dagsordenen.


Kategorier:
, , , , , ,
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar