Pinterest er verdens største interaktive livsstilskatalog

Pinterest er verdens største interaktive livsstilskatalog

Den seneste nye dille inden for sociale medier hedder Pinterest. På rekordtid har siden fået flere end ti mio. unikke besøgende om måneden, og detailbranchen er så småt begyndt at få øjnene op for sidens muligheder i forhold til både branding og e-handel.

Pinterest er en såkaldt social netværksside med fokus på billeder og interesser. Man skal inviteres til siden, før man kan oprette sig som bruger. Derefter kan man slå billeder, man finder på nettet, op på en af sine virtuelle opslagstavler, der er oprettet efter interesser.

Pinterest minder om Twitter, fordi man vælger, hvilken bruger eller hvilke opslagstavler man vil følge. Men hvor Twitter næsten udelukkende handler om tekst, er billeder det bærende element på Pinterest. Ligesom på Twitter kan man også selv ’genbruge’ andres opslag på Pinterest med et såkaldt ”Repin”.

Men hvordan kan brands og virksomheder udnytte Pinterest til deres fordel? Som man kan læse på Kforum, kan Pinterest fungere som indgang til detailvirksomheders salgskanal med yderligere info om produktet og direkte køb:

Når et vare-relateret pin er skabt, er det muligt at tilføje et såkaldt pricetag samt et direkte link til virksomhedens online-butik. Brugerne kan nu enten gå direkte til virksomhedens web shop. Eller de kan lægge varen på en ønskeliste, som andre kan se.


Herunder kan du læse Mashables fem gode bud på, hvordan man kommer ind i kampen om de mange kvindelige brugere, som siden allerede har tiltrukket, og det stigende antal mænd, der finder vej til siden.

Fem måder at bruge Pinterest på:

1. Konkurrencer

Konkurrencer på Pinterest kan fx handle om at lave den bedste opslagstavle eller få sit opslag genopslået – et såkaldt ”Repin” – flest gange af andre brugere. Deltagerne kan også poste billeder af tøjsammensætning med dele fra det pågældende brands kollektion eller billeder af skulpturer, der er bygget med produkter fra en bestemt butik.

2. Feedback på nye produkter

Med Pinterests kommentarfunktion kan siden bruges til at få brugernes umiddelbare vurdering af et nyt produkt, hvad enten det er en kjole, bordtilbehør eller en smartphone. Tænk på det som en virtuel fokusgruppe.

3. Showcase for personlighed

For virksomheder, der ikke nødvendigvis har et eller flere produkter at vise frem, kan Pinterest fungere som en slags showcase for personlighed. Ved at vise brugerne, hvad man interesserer sig for, hvad man synes er god stil, eller hvor man finder inspiration, kan man vise brugerne sin bagvedliggende tankegang.

4. Fremvisning af forskellige afdelinger

Større virksomheder kan bruge Pinterest til at organisere fokusområder og videregive dem til offentligheden. Eksempelvis kunne en PR-afdeling samle medieomtale på én opslagstavle, mens designafdelingen kunne fremvise firmaets visuelle linje, logoer osv. på en anden.

5. Kunden som ambassadør

Kunder relaterer lettere til andre kunder. Det kunne en tøjkæde eksempelvis udnytte ved at slå et billede af en kunde op på opslagstavlen med teksten: ”Signe A. har her sat en blomstret kjole sammen med sorte strømpebånd og brune læderstøvler for at skabe det perfekte efterårslook.” Signe føler sig speciel, og kommende kunder føler sig involveret og taget seriøst.

Pinterest er i en rivende udvikling, og nye brugere strømmer til hver eneste dag. Det har en række amerikanske detaillister også opdaget, hvorfor de allerede er hoppet med på vognen. Se eksempelvis, hvordan Gap, Nordstrom og Lowe’s bruger Pinterest.


Kategorier:
, , , , , , , ,
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar