Se indholdet i legoæske uden at åbne den

Se indholdet i legoæske uden at åbne den

Det er nok de færreste, der egentlig gør sig klart, hvor stor indflydelse teknologier får på alle aspekter af detailhandel de kommende år.

Her tænkes der ikke kun på e-handel og rfid, for teknologien rummer en masse fantastiske muligheder, som de færreste kender til.

En af de muligheder ligger i augmented reality. Augmented reality vil forenklet sagt sige, at man forsyner genstande i den virkelige verden med et usynligt datalag, som så kan ses, hvis man tager teknologi til hjælp.

Et godt eksempel er Legos Digital Box. Legos produkter er fantastiske, men der er et enkelt problem med dem ude i butikkerne: når man tager æsken frem, kan man ikke se det færdige produkt for sig i 3-d. Det bedste indtryk man kan få af produktet, er billedet på æsken… Sådan var det i hvert fald engang.

Takket være Digital Box kan man se indholdet af en legoæske i 3-d. Alt man skal gøre er at holde æsken op foran kameraet i standeren, og så dukker der ellers en spillevende 3-d model af æskens indhold frem. I takt med man drejer æsken man holder i hånden, drejer legoet på skærmen med. Det vil sige, at man kan se indholdet i æsken fra alle sider.

lego11

lego21

Lyder det futuristisk? En smule måske, men teknologien bliver allerede anvendt i praksis. Mini rykkede for nylig en annonce ind i det tyske bilmagasin Auto Bild. Holdt man annoncen op foran sit webkamera, dukkede der en 3-d model af Mini’en frem, hvilket kan ses i denne film.

3-d gengivelser af produkter giver helt nye muligheder i markedsføringen. Så hvorfor ikke præsentere den sofa du sælger, det tv, det køkken, den kaffemaskine, den bil, det stereoanlæg osv. i 3-d?

Teknologien bag Legos Digital Box er leveret af tyske Metio.


Kategorier:
,
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar