Sir Richard Branson – Ikke så jomfruelig endda

Sir Richard Branson – Ikke så jomfruelig endda

I sidste uge tog vi på retailtur til New York, hvor vi – udover at opleve et væld af spændende retailkoncepter – var på årets retailkonference, NRF Retail’s BIG Show. Sammen med flere af vores kunder drog vi afsted på en konference, der var spækket til randen med viden, inspiration og innovation.

Alt det kan du læse meget mere om i næste udgave af vores medlemsmagasin Retail+, der udkommer til marts, hvor du også finder en udførlig guide til New Yorks bedste retailkoncepter.

I denne omgang blogger vi om Sir Richard Branson’s indlæg på NRF og giver dig her et udpluk af de anekdoter og tips, vi fik med på vejen af manden med de store armbevægelser…

Køen var lang, og alle var tydeligt forventningsfulde. Da dørene endelig åbnede til den store konferencesal på NRF, var der rift om de forreste pladser – næsten som når man skal til koncert. Jovist, rammerne er nok de samme som til en stor koncert, men i dag var der tale om en key note session på NRF Big Retail Show i New York.

Og så kom han – manden, der er synonymet med Virgin Brandet i alle afskygninger. Ind på den store scene til en ”fireside” chat med afgående NRF chairman Kip Tindell fra The Container Store.

Og hvad lærte vi så? Alle os, der brænder for retail og brands, som sad forventningsfulde i salen. Vi giver dig her de seks retail-tips, manden med det gyldne hår gav os med hjem i baggagen.

#1 Pas på, hvad du joker med

Branson holder af at lave jokes. For en del år siden, da Virgin Mega stores udgjorde størstedelen af hans forretningsimperium, lavede han en aprilsnar, der omhandlede hans opfindelse af en lille sort boks, der kunne indeholde alt musik, der nogensinde var udkommet på LP og Cd. Historien blev trykt på forsiden af et af de større dagblade, og lettelsen hos personalet var stor, da de fandt ud af, at det blot var en aprilsnar – at Steve Jobs læste netop den forside og nogle år senere lancerede iPod’en, havde Sir Branson nok ikke forventet.

#2 Vær tro mod dit brand

Det var ikke til at spå, at den ordblinde dreng, der havde en svær skoletid skulle ende med at blive øverste chef for et konglomerat bestående af over 400 forskellige firmaer. Det er ikke desto mindre sandheden i dag her 50 år efter, han startede sin første virksomhed som 15-årig. På spørgsmålet om, hvordan han jonglerer med så mange virksomheder, der alle relaterer sig til Virgin-brandet var svaret, at nye tiltag altid skal styrke Virgin-brandet. Af de virksomheder, der har fejlet nævnte han selv No Virgin Brides, der solgte brudekjoler, som et eksempel på et fejlmatch mellem brandnavn og produkt.

#3 Kig i periferien, hvis du skal vækste eller omstrukturere forretningen

Da Virgin mega stores måtte se sig udkonkurreret af streamingtjenesterne, kiggede man på, hvad der rent faktisk solgte godt i forretningerne – og det gjorde computerspil. Så i stedet for at lægge hele forretningsmodellen ned, valgte man at fokusere på computerspil. En forretning, der i dag er en større forretning end Virgin mega stores.

#4 Konkurrenten var skyld i at Virgin Atlantic blev en realitet

For 30 år siden havde Branson rejst rundt i nogle uger og skulle nu endelig se hans kone på Virgin Islands. I lufthavnen meddelte flyselskabet, at flyet var aflyst, og der først var ny afgang dagen efter. Fuldt opsat på at komme ud til sin kone chartrede Branson et fly, skrev ordene ”Virgin Airlines” på et skilt og solgte de resterende pladser på flyet  til de andre passagerer, der heller ikke kunne komme afsted. Efterfølgende ringede han til Boeing for at bestille sit første fly – resten er som man siger, historie. Det forlyder at Boing spurgte, hvilket flyselskab han respræsenterede og da Branson svarede ”Virgin”, sagde Boing at så måtte man da håbe at på trods af navnet havde til hensigt at ”go all the way”

#5 Det er OK at være lidt fræk, men produktet skal være godt

På spørgsmålet om, hvordan det kan være, at Virgin-virksomheder typisk klarer sig bedst, når de ikke er den største i branchen, referede Branson tilbage tiden hvor Virgin Atlantic kun havde få fly, mens British Airways’ flåde talte mindst 300 fly. “Det gælder om at levere et bedre produkt – så kommer væksten automatisk, og så må man gerne være lidt fræk”.

Nedenstående billede der var en hilsen fra Branson den dag British Airways (BA) ikke kunne få rejst London Eye, som BA sponsorerede, taler for sig selv.

#6 Se mennesket

Hvordan tiltrækker Virgin så så mange dygtige medarbejdere? For Richard Branson handler det ikke blot om at være dygtig. Han ansætter folk på anbefaling fra andre ansatte i Virgin-virksomheder, men hvis ikke der er et ordentligt mennesket bag talentet, får man ikke noget job i Virgin. Det kan være svært at teste, men Branson har sin egen metode. Da et job til en høj position i firmaet skulle besættes, blev Branson klædt ud som gammel mand, der agerede som den chauffør, der skulle hente ansøgerne i lufthavnen. Hvis ansøgere insisterede på at Branson skulle bære kufferter eller talte grimt til ham, blev det en meget kort samtale.

#7 Think big

Branson’s rumprojekt har oplevet et par setbacks og har været flere år undervejs, end planen var, da Branson i sin tid registrerede navnet Virgin Galactic.  Men at troen er stærk på, at det nok skal lykkes, afspejles i det faktum, at han også allerede har registreret navnet Virgin Intergalactic. ”Why bother?” tænker mange nok, men Branson er en mand med et motto, der understreger at han ikke holder sig tilbage for andres meninger og fordomme. Han siger: ”screw it – just get on and do it”.

Anekdoterne kan vi vælge at stole på eller smile ad, men de kommer fra Sir Bransons egen mund, og om ikke andet er det en god historie at kunne fortælle. Når det så er sagt, er pointen her, at store såvel som små retailere kan lære af Sir Richard Bransons tankegang og ageren – særligt tanken omkring at tænke i spinn off-muligheder i en retailverden, der er i konstant forandring.


Kategorier:
, , , ,
1 kommentar
  • Mie
    Oprettet 12:13h, 28 januar Svar

    Pas på hvad du joker med ? Mindes at Karen Volf jokede med et EU forbud mod kammerjunker 1. april. Lad os håbe at EU ikke bliver inspireret af den aprilsnar.

Skriv en kommentar