Skip to main content
  • Beklædning | Butikker | Forbrugeradfærd | Innovation | Oplevelser | Teknologi | Trend

Forfatter: Lasse Lyhne
Dato: 16/06/2014

3D-printning åbner for nye detailhandelsmuligheder

3D-printning er ikke noget nyt fænomen, men mulighederne for, hvad man kan printe, og hvordan 3D-printere kan anvendes fortsætter med at udvikle sig. Nu rykker teknologien for alvor også ind på forbrugermarkedet og i detailhandlen.

Sådan fungerer 3D-printning

3D-printning er en metode til at fremstille alt fra smykker til sko og tøj ved at anvende en computerkontrolleret printer, som kan printe i over hundrede forskellige materialer, herunder plastik, metal og nylon. Den fundamentale regel ved 3D-printning er, at det er en såkaldt ”additiv fabrikationsteknologi”, hvilket betyder, at det er muligt at fremstille tredimensionelle genstande ud fra en digital model ved lag for lag at forbinde etapevise tynde tværsnit af et materiale, indtil hele objektet er lavet. En 3D-printer starter derfor med det nederste lag, venter på, at det tørrer eller størkner, hvorefter den går videre til næste lag. Til forveksling minder processen meget om bagningen af en multilagkage, hvor man bliver ved med at tilføje et ekstra lag indtil den endelige lagkage er færdig.

3D-printning er ikke nogen ny proces. Producenter har længe anvendt printerne i designprocessen, når en prototype skulle udarbejdes, men indtil for et par år siden har udstyret være dyrt og langsomt. Nu kan hurtige 3D-printere købes langt billigere, og de kan ende med at spare virksomhederne for meget tid i udviklingen af prototyper. Sportsbrandet Nike anvender fx 3D-printerne til at skabe flerfarvede prototyper af sko, og hvor man før brugte tusindvis af dollar på en prototype, som de tilmed var nødt til at vente på i flere uger, kan skobrandet nu i løbet af en dag præsentere en virkelighedsnær idé til en helt ny sko.

Print det anbefalede frugtindtag, makeup eller bagagen til rejsen

Stort set alt kan 3D-printes, og det er derfor kun fantasien, der sætter grænsen for teknologiens fortsatte udvikling. Et af de seneste skud på stammen er en 3D-printer, der kan printe frugt. Printeren blev offentliggjort i starten af juni måned af Dovetailed, et designstudio og innovationslaboratorium i Cambridge, hvis passion er at skabe nye oplevelser med eksisterende platforme. Ved brug af en speciel teknik har man gjort det muligt at udskrive væskedråber af frugt, og man kan samtidig kombinere forskellige smage, til man finder sin foretrukne. Printeren skaber ikke en nøjagtig kopi af den egentlig frugt, men bruger i stedet en molekylær gastronomiteknik, der omdanner væske til gelatinøse dråber af frugtsaft. Blandingen dryppes herefter i et koldt bad af kalciumklorid, og reaktionen frembringer ”hud” omkring væsken, der brister, når man bider i det.

Snart er det også muligt at 3D-printe sin egen makeup. Grace Choi, studerende på Harvard Business School, har nemlig opfundet desktop-printeren The Mink. Den lader brugeren vælge hvilken som helst farve, man finder online eller på et billede på sin telefon, overføre den til et hvilket som helst program som fx Photoshop eller Paint og herefter printe farven til bl.a. læbestift, øjenskygge og cremer. Opfindelsen anvender de samme ingredienser kaldet substrater, som findes i alle makeup-produkter. Substraterne blandes med andre ingredienser samt pigment for at skabe formularer og i sidste ende farver, der stemmer overens med brugerens ønske. 3D-printeren kan endnu ikke købes, men forventningen er, at den kommer på markedet næste år.

0cdee35f-fd86-4c87-868e-d37aa928e65c

En af fordelene ved 3D-printning er, at produkterne ikke for alvor kan forsvinde. De originale filer findes nemlig altid i printeren. Dét har designeren Janne Kyttanen udnyttet ved at udvikle printbar bagage under navnet ”Lost Luggage”, som består af en 3D-printet taske, der indeholder: en håndtaske, en fire-i-en kjole, et par sko samt accessories som et digitalur, armbånd og solbriller. Alle produkterne er lavet som en serie af 3D-printbare filer, der lader brugerne sende deres rejsenødvendigheder i en e-mail og printe dem ud på deres destination. På den måde skal man ikke bekymre sig om, hvorvidt ens bagage når frem til den ønskede destination.

Detaillister slår an 3D-teknologien

3D-printernes hastige fremkomst har fået flere detaillister til at tage 3D-teknologien til sig med ikke blot håbet om at give forbrugerne, hvad de efterspørger, men også en ambition om at skabe en anderledes og involverende shoppingoplevelse. Den amerikanske e-handelsgigant Amazon har fx dedikeret en hel sektion på sit site og en mobilapplikation til 3D-printere og –tilbehør. E-handelsmarkedet har også i starten af i år lanceret et pilot-program for at sælge færdige 3D-printede produkter inden for kategorierne: legetøj, boligtilbehør og dekoration samt mode- og teknologitilbehør.

Adidas har valgt at udnytte den fremadstormende teknologi på en anden måde. I årets første måneder slog det tyske sportsmærke nemlig dørene op til en interaktiv pop up-butik, der skulle hylde brandets berømte og bedstsælgende sportssko, navngivet efter det amerikanske tennisikon Stan Smith. Den midlertidige butik, der lå i London, var udformet som en gigantisk Adidas-skotøjsæske. Indenfor kunne de britiske forbrugere tage del i flere interaktive oplevelser med 3D-printning. Ved opstillede 3D-printerne var det fx muligt at lave personaliserede snørebånd.

adidas-Originals-StanSmith-pop-up

I oktober sidste år forsøgte den britiske supermarkedskæde Asda at lokke flere kunder til sine supermarkeder ved at tilbyde en in-store 3D-printning-service, som lod kunderne printe et hvilket som helst objekt i keramik, og det var specielt figurer af én selv, der var populære. Konkret foregik det ved, at objektet i ca. to min. skulle igennem en såkaldt 3D-scanningsprocs, hvor dets overflade blev scannet fuldstændigt vha. et scanningskamera. Kameraet fanger objektets konturer og former samtidig med, at det identificerer op til seks mio. forskellige farver for at gøre den 3D-printede figur så præcis som mulig. Når den virtuelle 3D-model er scannet ind i systemet, sendes den til en specialiseret 3D-printer, hvor den bliver skabt i keramik. Kunden kunne herefter hente figuren ugen efter. Tiltaget har været så stor en succes, at Asda i juni måned opsætter 3D-scannere i 50 butikker for at give flere forbrugere mulighed for fx at få en 3D-keramikfigur af sig selv.

Stort potentiale for customization

Med 3D-printere har brands og butikker rig mulighed for at udnytte forbrugernes interesse for customization. Teknologien tillader nemlig udvikling af unikke produkter, der passer til forbrugerens identitet, behov og præferencer. Dermed har detaillisterne mulighed for at lave lige præcis de produkter, som den enkelte efterspørger. Det foregår tilmed meget hurtigere, end det kunne lade sig gøre tidligere. Den hurtige produktion betyder også, at man i et hastigt tempo kan udvikle nye produkter, der afspejler de seneste trends.

3D-printning kan ligeledes fungere som et trækplaster til at få kunderne ind i de fysiske butikker, der i stigende grad udfordres af e-butikkerne. For at tiltrække nutidens forbrugere er det nødvendigt at tænke shoppingoplevelsen som en form for underholdning, der tilfører indkøbsprocessen overraskende og anderledes elementer, og her kan 3D-printing være en væsentlig ingrediens. Det har Makerbot, der producerer 3D-printere og produktionssystemer udnyttet ved at åbne egne butikker, hvor kunderne kan lege og have det sjovt med brandet. I de højteknologiske butikker kan de besøgende bl.a. designe 3D-trolde, der lyser i mørke, og i en fotobås kan man printe billeder af sit eget hoved i 3D. Samtidig tilbydes der in-store-events og workshops, hvor man fx lærer at designe i 3D, og om hvordan man får mest ud af sin 3D-printer.

[/vc_column][/vc_row]

Det sker

Det sker

  • Medlemsmøde

    6.dec 2023

    Vores næste Retail Connect medlemsmøde er den 6. dec.

  • Konference

    14.mar 2024

    Tilmeld dig årets store Refresh Retail konferencen 2024

  • NYC tur

    13-16.jan 2024
    Kom med til NYC og NRF d. 13-16 januar 2024
  • AI Foredrag

    Book her

    Temaet handler om AI og dens udvikling i central europa

  • Prognose 2033

    Læs her

    Nu kan du få fingrene i den seneste prognose for dagligvarehandlen

  • Foredrag

    Book her

    Vil du vide hvordan du vinder fremtidens kunde?

  • Bøger

    Bestil her

    Med viden og overblik står du stærkere

0
    0
    Se kurv
    Din kurv tomRetur til shop