Skip to main content
  • Dagligvarer

Forfatter: Lasse Lyhne
Dato: 21/04/2009

Dansk Supermarked: Vi er ikke i krise

bilkakurv-beskaret

Med vanlig præcision begyndte Erling Jensen, adm. direktør for Dansk Supermarked, pressemødet den 20. april i anledning af årsrapporten til tiden.
Knap så forudsigelige var de resultater, der blev fremlagt. Den velsmurte DS-maskine har måttet sande, at krisen også her kan mærkes – dog kradser den ikke helt så hårdt, som nogen kunne tro.

Erling Jensen holdt hårdt på, at årsregnskabet er godt, og at han bestemt ikke er utilfreds.

– Dansk Supermarked kan godt mærke krisen, men vi er på ingen måde selv en virksomhed i krise, sagde han.

Netto trækker læsset
Dansk Supermarked har da også samlet set haft vækst i sin omsætning i 2008. Salget i Danmark steg med to procent i forhold til 2007 til i alt 37,5 mia. kr. ekskl. moms. Det samlede nettoresultat er på 1,6 mia. kr. i 2008 mod 1,9 mia. kr. i 2007 – dvs. en nedgang på 11,4 procent.

Det er ingen overraskelse, at discountkæden Netto har trukket læsset for de tre koncepter i DS, og Erling Jensen ser det som en fordel, at DS har tre ben at stå på: Netto (discount), føtex (supermarked) og Bilka (hypermarked).

Han mener, at de tre ben netop er en af årsagerne til, at DS samlet set kom pænt igennem 2008 trods vanskelige omstændigheder. Føtex og Bilka har været motoren i opgangstider, og nu er det så Nettos tur med sit krisesikre koncept.

Som sædvanligt er det kun det samlede resultat for DS, man vil ud med, men Erling Jensen vil dog gerne slå fast, at det slet ikke står så slemt til for føtex og Bilka, som mange går og tror. Føtex har haft en nedgang i omsætningen på under en procent, mens Bilka har haft en omsætningsnedgang på lige over en procent.

– Vi står ikke ved grædemuren, siger Erling Jensen, som også peger på, at det ikke er første gang i foretagendets historie, DS oplever en tilbagegang, og at man handlekraftigt kan reagere også på modgang. 

Investeringsrekord
I 2008 gennemførte Dansk Supermarked de største, samlede investeringer nogensinde. Man har investeret i alt 3,4 mia. kr. i ekspandering, lagerbygning og IT-konverteringer. 2008 bød på 105 nye butikker – 103 Netto-butikker og to føtex-butikker.

Føtex har satset offensivt med lanceringen af konceptet føtex food – foreløbig er det blevet til to butikker i Skæring og Hasseris. Erling Jensen melder, at de er kommet godt fra start med et koncept, der er justeret til det nuværende dagligvaremarked. Også i forhold til føtex food-konceptet var Erling Jensen optaget af at nuancere dommedagsprofetierne over den dårlige timing for lanceringen.

Dansk Supermarked tror stadig på føtex foods koncept, og selvom sortimentet er blevet tilpasset, peger på man på, at det aldrig har været meningen med konceptet, at det skulle præges af rendyrket luksus. I stedet skal det være et nyt koncept, der gør føtex i stand til at komme ind på beliggenheder i byer, hvor traditionelle føtex-butikker af pladsmæssige årsager ikke kan komme.

Man arbejder dog på at komme tættere på føtex food-konceptet, som det oprindeligt fremstod, og man arbejder konstant med sortimentet med gradvise udvidelser og justeringer af varer ind og ud.

Princip, som er Dansk Supermarkeds premium private label, har klaret sig vigende, men forholdsvist godt i 2008.

Forventninger og fremtidsstrategi
Dansk Supermarkeds forventninger til 2009 er en omsætning på 2008-niveau, et fortsat højt investeringsniveau og åbningen af 75-80 nye butikker (heraf to-tre føtex-butikker og derudover Netto-butikker – overvejende i udlandet).

I udlandet har Netto overskud i alle de lande, kæden befinder sig i – undtagelsen er Sverige, men her er underskuddet forventet og budgetteret. Erling Jensen forventer et break even i 2010, og pointerer, at man endnu aldrig har oplevet at få underskud i et land, når man først er nået break even.
Vækstplanerne er uændrede for udlandet, men man skruer dog ned for blusset, når det gælder Netto i England, ligesom Ukraine som muligt nyt marked har fået time out-status i et til to år.  

Et nyt tiltag som selvbetjeningskasser går godt, og det er planen, at Bilka i Sønderborg skal have selvbetjeningskasser. Erfaringerne viser, at selvbetjeningskasserne skal bruges et par gange af kunderne, og derefter er man tryg ved at bruge dem. Stik mod forventningerne er det ikke kun unge mennesker, men kunder i alle aldre, der prøver selvbetjeningskasserne af.

Strategien for det kommende år er at forsvare markedsandele, værne om lønsomheden og opretholde fokus på omkostningerne, for som Erling Jensen udtrykket det, er det sundt at kigge tingene igennem. Han nævner selv sin ugentlige blomsterbuket til 100 kr., som blev leveret til ham fra Bilka – den leverance har han nu skåret væk for at spare penge.

Dansk Supermarked skal desuden blive ved med at have blik for nye opkøbsmarkeder.

Det sker

Det sker

  • Medlemsmøde

    6.dec 2023

    Vores næste Retail Connect medlemsmøde er den 6. dec.

  • Konference

    14.mar 2024

    Tilmeld dig årets store Refresh Retail konferencen 2024

  • NYC tur

    13-16.jan 2024
    Kom med til NYC og NRF d. 13-16 januar 2024
  • AI Foredrag

    Book her

    Temaet handler om AI og dens udvikling i central europa

  • Prognose 2033

    Læs her

    Nu kan du få fingrene i den seneste prognose for dagligvarehandlen

  • Foredrag

    Book her

    Vil du vide hvordan du vinder fremtidens kunde?

  • Bøger

    Bestil her

    Med viden og overblik står du stærkere

0
    0
    Se kurv
    Din kurv tomRetur til shop