Dorte Wimmer
Dato: 21/01/2026
Er The Well fremtidens shoppingcenter?
– Toronto-projektet, der gentænker retail, byliv og oplevelse i ét samlet økosystem
I oktober besøgte jeg The Well i Toronto sammen med vores internationale netværk Ebeltoft Group som en del af en studietur til byen. På papiret var det et nyt byudviklingsprojekt med retail som en del af mixet. I virkeligheden viste det sig at være noget langt mere banebrydende – et fremadskuende bud på, hvordan fremtidens shoppingcentre kan redefineres som multifunktionelle, oplevelsesdrevne bymiljøer. Det var ikke bare interessant. Det var inspirerende på en måde, der bør vække opsigt blandt danske shoppingcentre, der leder efter nye veje i en tid med markante forandringer i forbrugeradfærd.