GAME ON! Kampen om beauty – Hvem vinder anno 2020?

GAME ON! Kampen om beauty – Hvem vinder anno 2020?

Der er ingen tvivl om, at konkurrencen på personlig pleje-området er spidset til de seneste år. Matas er vågnet op og giver den fuld skrue efter flere år i dvale, og både de fysiske butikker og de digitale indsatser har fået en overhaling. Matas har også eksperimenteret i konceptet Matas Natur om at skabe et nyt univers til en mere snæver målgruppe samtidigt med, at dagligvarehandlen og særligt Normal bestemt ikke har sluppet deres jerngreb på kategorien. Nye abonnementskoncepter skyder op og vokser hurtigt – herunder fx Goodiebox, der udvider voldsomt til nye markeder. Liberaliseringen af apotekerloven har betydet en væsentlig forøgelse af antallet af udsalgssteder, således at der nu er over 500 apoteker i Danmark, så man behøver derved ikke gå langt for at købe en creme. Samtidig er der kommet flere onlineaktører til, og de har opnået en betydelig størrelse. De største webshops i Danmark som Boozt, Zalando og Coolshop har meldt deres indtog i kategorien og er klar til kamp. I den mere eksklusive ende har både Illum og Magasin investeret og bygget om, og highend-brandet Molton Brown er en af flere, der har åbnet fysisk butik på Danmarks beauty gade nummer 1: Købmagergade. Kampen er hård, og ingen kan føle sig sikre. Kort sagt: der er fløjtet til kampstart i beautybranchen.

Rituals: En sensorisk oplevelse

En af de beautyaktører, der i den grad har meldt sig ind i kampen, både i Danmark og resten af verden, er den hurtigt voksende hollandske kæde Rituals. Rituals har siden lanceringen i 2000 opbygget et globalt butiksnetværk med over 600 butikker i 27 lande i Europa, Asien, Mellemøsten og Nordamerika, og målet er at have 1.000 butikker i 2020. Produkterne har stærk inspiration fra gamle asiatiske traditioner og kulturer, og duftene er udviklet til at skabe ro, transformere humøret og fremkalde minder. Fokusset er på at give hverdagen et drys luksus ved at omdanne rutiner til meningsfyldte oplevelser. Grundtanken er at lægge vægt på den daglige forkælelse og skabe meningsfulde ritualer i en travl hverdag; kort sagt at tage en pause fra hverdagen, sætte tempoet ned og finde meningen og lykken i hverdagens små begivenheder eller ritualer, deraf navnet Rituals. Dette mantra opleves meget tydeligt i Rituals fysiske butikker verden over, som med stærke sensoriske oplevelser er nøje designet til aktivering af alle sanserne.

Your body. Your Soul. Your Rituals
We're not here to sell you beauty, we are here to make you feel good.

Et butiksbesøg hos Rituals skuffer mig aldrig, lige meget hvor i verden, jeg besøger dem. Som skarp kontrast til storbyens larm og travlhed dukker deres butikker altid op som en oase og tiltrængt pause. Konceptet er stramt styret, og kundeoplevelsen meget nøje designet til at være ens på tværs af landegrænser. Den altid tilstedeværende, dæmpede belysning, det mørke farvevalg og behagelige musik sikrer, at man får oplevelsen af at være kommet ind i et ’åndehul’ langt væk fra gadens larm og jag. Travlheden bliver taget ud af ligningen, og livet sat på pause et øjeblik. Personalet er rolige, men yderst kompetente, og bag den smilende facade lurer en skarp trænet salgsperson, der hurtigt gennem vejledning guider kunderne til at prøve produkterne ved deres vaske, hvilket skaber en god interaktion med produkterne. Konceptet, hvor der skabes en pause i den travle hverdag, understreges af at kunderne ofte bliver budt på the, hvilket igen understøtter sanseoplevelsen, forlænger opholdet i butikken og derved muligheden for mersalg. Den fysiske butiks forcer udnyttes til fulde, idet både, syns-, høre-, lugte- og følesanserne er på overarbejde. I kombination med personalets involvering giver dette en 360 graders oplevelse.

Oplev Rituals på Refresh Retail 2020

Om det er Rituals, der vinder kampen om creme-krukken anno 2020, vides ikke.

Men du kan blive klogere på, hvordan netop Rituals arbejder med oplevelser i deres butikker på konferencen Refresh Retail 2020, hvor de selv vil løfte sløret for nogle af deres hemmeligheder.


Kategorier: ,
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar