Skip to main content
  • Beklædning | Mærkevareproducenter | Trend

Forfatter: Lasse Lyhne
Dato: 10/08/2010

Mode- og trendprognose efterår 2010

I morgen skydes den københavnske modeuge i gang, og det bliver interessant at se om de danske producenter er lige så “reccesionsreaktive” som de internationale designere med deres efterårskollektioner 2010 synes at være det. På flere måder er markedet for beklædning nemlig lige nu påvirket af, at vi har været igennem en global lavkonjunktur.

Sidste efterår formulerede Squidoo.com syv trends, som ville påvirke modeindustrien i sæsonen, og som alle – på den ene eller anden måde – udsprang af en krisebevidsthed hos forbrugeren. De syv trends stemmer fint overens med modeeksperters kommentarer til dette efterårs mode og Retail Institute Scandinavias generelle karakteristik af denne krisebevidste forbruger. Trendsene handler nemlig ikke bare om mode i form af snit, farver og print, men om nogle mere grundlæggende sociologiske forbrugstræk, der er reaktioner på de økonomiske vilkår og udsigter.

1: Lavere priser

Helt naturligt går kunderne efter billigere varer, når økonomien – hvad enten det er reelt eller ej – opleves stram eller usikker. De billigere produkter er derfor ofte ganske enkelt lettere for butikkerne at afsætte end de dyrere varer.

2: Minus bling-bling

Glem alt om logoer som blikfang og andre indiskrete statussymboler. Stilen skal være underspillet og næsten ydmyg, og selvom man vælger high end-produkter, er udtrykket ikke flashy.  Når Hermes fx tilbyder sine kunder en diskret brun papirspose i stedet for den logoprintede version, handler det om, at det ikke er comme il faut at skilte med sin økonomiske formåen.

– Der er i øjeblikket mange, der føler, at det ikke er passende at være for demonstrativ i den måde, man klæder sig på, og derfor ser vi meget tøj i nude og afdæmpede nuancer. Især klimaspørgsmålet har fået folk til at tænke på tøjets holdbarhed, og det har skabt en mere minimalistisk tilgang til garderoben, siger Maria Mackinney Valentin, trendsforsker og underviser på Danmarks Designskole, til magasinet Costume.

3: Renere æstetik

Det peger i retning af en renere æstetik, der netop gør, at tøjet modemæssigt kan holde længere:

– Denne sæson mærker vi for alvor, at vi befinder os i en ny tid, hvor den økonomiske krise har sat nye værdier i højsædet. Det afspejler sig i et look, der er mere klassisk og tilgængeligt, end vi har set op igennem 90’erne og 00’erne, hvor tøjet ofte lignede noget, man tog på for at klæde sig ud, snarere end for at klæde sig på. Det er ikke kedeligt, men jo, det er mere konservativt end for et par år siden. God skrædderkunst er i fokus, og selvom der er masser af fine detaljer, er designet generelt enkelt og nemt at sætte sammen med tøj, du i forvejen har hjemme i garderoben, siger Sara Sievers, chefredaktør på magasinet Cover, i en kommentar til efterårsmoden anno 2010.

Fra Chloés kampagne efterår 2010

4: Shoppelyst på trods

På trods af krisen har vi stadig lyst til at shoppe og tiltrækkes stadig af noget nyt. Det er et grundvilkår i den kapitalistiske samfundslogik.

Selvom mange forbrugere på grund af krisen føler sig skyldige, hvis de overforbruger, kan man stadig give dem gode undskyldninger for at købe – et godt tilbud, løftet om bæredygtighed, eller at varen er finere forarbejdet og vil holde længere.

5: Matrixforbrug

Tendensen til at kombinere billige mærker med dyre har været gennemgående op igennem 00’erne og er ikke i sig selv skabt af recessionen, men snarere af et ideal om, at man skal levere en personlig fortolkning af modens tendenser.

Dog har det fokus, der er skabt af recessionen, på billige varer forstærket trenden. Førstedamer som Michelle Obama og den britiske premierministers hustru, Samantha Cameron, roses netop lige nu for at udleve matrixtendensen.

6: Eco conscious

Miljøbevidsthed og fokus på økologi er ikke bare en fase, men noget der er kommet for at blive, og som er ved at brede sig fra dagligvarer til industrien for mode og skønhed. Inden for mode er tendensen dog, at dem, der har succes med at lave økologisk eller bæredygtigt tøj, er etablerede brands, som tilsætter elementer af økologi i kollektionerne. Det er vigtigt med en forankring i æstetik og mode for at skabe succesfulde kollektioner, mens “hippierne”, der kun fokuserer på bæredygtighed ikke entrerer modescenen med succes, lyder dommen fra Squidoo.com.

7: Vintage

Genbrug og vintage har længe været trendy og en vej til at skabe sig en personlig og sammensat stil, der vidner om refleksion over modens strømninger frem for bare at kopiere et look.

Op igennem sidste årti så vi mange eksempler på kitsch, der gav moden et humoristisk, legende og underfundigt twist, men nu synes vintage at være blevet en mere alvorlig sag, der kan bruges til at signalere økonomi- og miljøbevidsthed.

Fine ure, man måske har arvet fra sin bedstefar, er fx lige nu mere trendy end nye ure, fordi de vidner om en næsten gammeldags ydmyghed over for ting og en evne til at passe godt på sine investeringer – og dermed også have et mere bæredygtigt forbrugsmønster.

Det sker

Det sker

  • Medlemsmøde

    6.dec 2023

    Vores næste Retail Connect medlemsmøde er den 6. dec.

  • Konference

    14.mar 2024

    Tilmeld dig årets store Refresh Retail konferencen 2024

  • NYC tur

    13-16.jan 2024
    Kom med til NYC og NRF d. 13-16 januar 2024
  • AI Foredrag

    Book her

    Temaet handler om AI og dens udvikling i central europa

  • Prognose 2033

    Læs her

    Nu kan du få fingrene i den seneste prognose for dagligvarehandlen

  • Foredrag

    Book her

    Vil du vide hvordan du vinder fremtidens kunde?

  • Bøger

    Bestil her

    Med viden og overblik står du stærkere

0
    0
    Se kurv
    Din kurv tomRetur til shop