Salotto42 – nyt multikoncept i København

Salotto42 – nyt multikoncept i København

Den stilige rodebutik Salotto42, der oprindeligt er fra Italien, har åbnet sin første butik uden for hjemlandets grænser. Multikonceptet er for nyligt rykket til København, hvor de har åbnet en stemningsfuld butik med et miks af cocktailbar, tapasrestaurant, smykkeforretning, pop-up konstellationer og barbersalon.

Oprindeligt hentyder navnet på det nye koncept til den første butik i Rom – salotto betyder ’stue’ på italiensk, og 42 er husnummeret på butikken. Udover butikkerne i Rom og København, er Salotto42 også repræsenteret på øen Capri ud for Napoli.

De store hjørnelokaler, der er placeret centralt i Pilestræde, et smut fra den hektiske shoppegade Købmagergade, fremstår dekadente og ekstravagante allerede på ydersiden. Træder man indenfor møder man straks en form for eksklusivitet, der leder tankerne hen på hjemlig hygge i den stue-lignende indretning. Der er højt til loftet, og lokalerne er pakket ind i store svungne lagner. Chesterfieldmøbler er blandet med hatte og grønne planter i et herligt vivar, der udstråler den italienske ånd.

FullSizeRender-22

Bar og tapasrestaurant

Stemningen er afslappet, og indretningen lægger op til at finde ro fra en ellers stresset hverdag, alt i mens rummet inspirerer i al sin pragt. Man føler sig med andre ord hjemme, selvom man er ude.

Salotto42 har formået at skabe et sammensurium af produkter, aktiviteter og stemninger under ét tag bestående af en cocktailbar, tapasrestaurant, accessoires-afdeling, barbersalon og skiftende pop-up butikker.

Den oplyste cocktailbar er fremtræden. Drinkskortet dækker både over klassikere med et twist og egne kreationer, som er drysset med tørrede frugter og serveret i gamle tekander.

I det ene hjørne af de mange kvadratmeter sælges et fint udvalg af tasker og hatte fra italienske mærker. I det andet hjørne ligger den hippe svenske frisørkæde Roy & Son, som har indrettet sig med to retro-frisørstole, et guld badekar og en cool frisør- og barbersalon.

FullSizeRender-20

Frisør- og barbersalon

Bevæger man sig endnu længere ind i lokalet, ender man i et færøsk strikunivers – men kun midlertidigt. Salotto42 indgår løbende samarbejder med forskellige pop up-shops, der lejer sig ind i det bagerste lokale, som har egen indgang. Det første samarbejde er med det færøske mærke Gudrun & Gudrun, der især er kendt for deres lækre håndstrikkede sweatre.

FullSizeRender-23

Italiensk mode

Alt i alt er Salotto42 et luksuriøst virvar af mode, skønhed, mad og drinks i stilistiske rammer, og helt bestemt et besøg værd.


Kategorier:
, , ,
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar