Detailkæde ekspanderer via chokoladeobligationer
Den økonomiske krise har tvunget detailkæder til at tænke anderledes, når der skal skaffes kapital til nye investeringer.
Den britiske luksuschokoladekæde Hotel Chocolat skal f.eks. bruge penge til at ekspandere ud over dens nuværende 40 butikker.
Kæden går dog hverken i banken eller til professionelle investorer for at rejse pengene. I stedet tilbyder man kunderne chokoladeobligationer – renten udbetales i chokolade.
Hotel Chocolat udsteder to slags obligationer til henholdsvis 2.000 og 4.000 pund. Ejere af den mindste obligation får seks smagekasser med chokolade til en værdi af 107,70 pund årligt, mens ejere af den store obligation får 13 samgekasser til en værdi af 233,35 pund.
Det giver altså et årligt afkast på 5,38 procent – i chokoladepenge.
Efter tre år – eller en gang om året herefter – kan obligationsejerne få deres indskud tilbage – i menneskepenge. Hvis de vælger at beholde obligationerne, modtager de fortsat deres smagekasser.
Hotel Chocolat har i forvejen en smageklub, der leverer kasser til mere end 100.000 medlemmer, så logistikken i forbindelse med kasserne er på plads.
De penge, der kommer ind på obligationerne skal bruges til at udvide fabrikken i England, udbygge plantager og åbne nye butikker.
Vi har tidligere set en tilsvarende løsning, da den økologiske café Comfort i Hastings i staten New York finansierede åbningen at en ny restaurant via sine egne pengesedler, hvor 100 “comfortdollars ” (købt til 100 almindelige dollars) kunnen veksles til mad for 120 dollars i restauranten – når den åbnede.
Smart! tænker de lokale, der gerne vil have en ny restaurant i området – og kunne spise der billigt.
Smart! tænker caféejeren, der får den kapital, han har brug for til at åbne restauranten – oven i købet billigere, end han kunne låne til i banken (hvis han altså havde kunnet låne noget).
Dobbeltsmart! fordi en mængde kunder har bundet sig til at komme i restauranten, allerede inden den åbner.
Kan man ikke kun glæde sig over en ny finansieringsformer, der gør erhvervslivets fordyrende mellemmand – banken – unødvendig?