Velkommen til ”Mandesancen”
Vi har tidligere beskrevet, hvordan den metroseksuelle mand i løbet af sidste årti trådte i baggrunden til fordel for en – om end forfængelig – så mere maskulint udseende mand.
Nu er den retroseksuelle mand genfødt som stilikon. Hans stil og attitude kan spores tilbage til de 1950’erne og de tidlige 1960’ere. Han er bredskuldret og har ikke flere grooming-produkter end sin kæreste. Han styler sig ikke med smykker, tørklæder og andre accessories – udover selvfølgelig de klassiske som ur, slips og stram mappe. Og han kunne aldrig finde på at vokse sit brystparti!
Tænk på John F. Kennedy eller Don Draper i kultserien Mad Men, som handler om livet omkring et reklamebureau på Madison Avenue i New York i 1960’erne, og som har taget USA med storm. En blogger har kaldt tendensen for “The menaissance” og indikerer dermed, at der er tale om genfødslen af en mere konservativ – og mandig! – mandetype.
Webstedet artofmanlininess.com er et gennemført eksempel på en hyldest til alfahannen, der passer grillen, spiller baseball, kan finde ud af at købe en brugt bil, drikker øl, kan betjene en brormaskine og klæder sig efter de klassiske dogmer. Samtidig er det fyldt med gode råd til og anvisninger på, hvordan man bliver en rigtig mand.
Tendensen er mere end blot en stil. En mand som Don Draper repræsenterer nemlig en måde at håndtere kriser og udfordringer på, som vi kvinder i disse turbulente krisetider gerne vil læne os opad. Han er cool, selvsikker og har mandsmod. Således er trenden et eksempel på, at når vi – f.eks. under økonomiske kriser – føler os truede og usikre, søger vi mod gammeldags dyder, udtryk og værdier.