Kvadratisk, praktisk og farverigt chokoladeflagskib i Berlin
I januar 2010 åbnede Ritter Sport et flagskibskoncept for sine farverige chokoladekvadrater i et fashionabelt shoppingkvarter i bydelen Mitte, tæt på stormagasinet Galeries Lafayette. De fleste forbinder nok ikke en plade Ritter Sport med andre beliggenheder end supermarkedshylden, men i Ritter Sport Colorful World folder brandet sig ud og udnytter emballagernes klare farver til at skabe en moderne og enkel flagskibsbutik med masser af kulør.
Flagskibe er ikke kun for dyre varer
Ritter Sports Berlin-flagskib er et eksempel på, at koncept- og oplevelsesbutikker ikke er forbeholdt modebranchen eller brands med eksklusive varer, men at også brands med mere dagligdags produkter sagtens kan byde forbrugerne på en engagerende og loyalitetsopbyggende oplevelse. I konceptbutikken kan Ritter Sport kommunikere udvalg og kvalitet på en måde, som brandet aldrig ville få hyldeplads til i et supermarked.
Butikken er moderne og spiller visuelt overalt på chokoladepladernes kvadrater og emballagens farver.
Customized Rittersport
Når man kommer ind i butikken, mødes man af en gennemtrængende chokoladeduft fra Chocoworkshoppen, som er en chokoladebar, hvor man kan sætte Ritter Sports chocolatierer til at lave lige præcis den slags Ritter Sport, man drømmer om – med ingredienser og smagskombinationer efter kundens hoved. Chocolatieren smelter, blander og støber så chokoladen, mens kunden ser på.
Hvis man interesserer sig lidt for neuromarketing, vil man sige, at duften af chokolade er effektiv på flere planer: man bliver sporet ind på nydelse og fristes til at spise og købe chokolade, positive minder vækkes, og der er grobund for, at et nyt positivt minde om Rittersport lagrer sig i den besøgendes hjerne.
Interaktivitet for børn og voksne
Længere inde i butikken er der Ritter Sport og relateret merchandise i alle varianter og størrelser fra gulv til loft. Ovenpå finder man den interaktive udstilling Chocopath, som viser kunderne, hvordan chokoladepladerne laves fra råvare til færdig plade, og der fortælles også i en lille biograf om Ritter Sport-brandets tradition og historie. Ritter Sport indtager altså her noget af den samme position som mere premiumprægede chokoladeprodukter ved at forbinde sig selv med gode råvarer, kvalitet og konkret chokoladehåndværk, kunden kan se, smage og dufte.
På bedste flagskibsmaner giver man desuden kunderne rige muligheder for at agere fan – man kan finde præcis den type chokolade, man bedst kan lide (eller selv lave den), gå rundt i et Ritter Sport-univers, drikke varm chokolade i butikkens Chocolateria og sågar nyde en Ritter Sport-formet kage i Chocolounge, hvor der er polstrede møbler og moderne cafemiljø.
I kælderens Chocoworkshop kan børn og teenagere (voksne er forment adgang) fremstille Ritter Sport-chokolader. Brandet lærer her de yngste kunder om chokoladens ingredienser, og hvert barn får mulighed for at lave chokoladen med selvvalgte ingredienser. Når chokoladen er færdig, kan børnene desuden selv designe emballagen.
Ritter Sport-konceptbutikken appellerer til både voksne og børn og er helt sikkert et besøg værd, hvis man er i Berlin. Læg mærke til den moderne måde at iscenesætte chokolade på, butikkens gennemførte design, og ikke mindst hvad konceptuniverset gør ved et helt almindeligt supermarkedsprodukt.
RITTER SPORT COLORFUL CHOCOWORLD
Französische Strasse 24
10117 Berlin
Tyskland.
Åbningstider: man-lør 10-20, søn 10-18