-
Beklædning | Butikker | Forbrugeradfærd | Generelt | Innovation | Luksus | Mærkevareproducenter | Mode | Oplevelser | Stormagasiner og city | Trend
Concept mashup i Milano
Milano er en fantastisk by på en række punkter. Byen er smuk, rig på kultur, maden er en himmelsk oplevelse for de flestes smagsløg og endeligt har den en masse innovativ retail at byde på. Der er derfor en række retail koncepter du bare må se, hvis du lægger vejen forbi Milano.
Det særlige ved retail i Milano er de såkaldte concept mashups, der findes rundt i byen. Der er således ikke bare tale om traditionelle konceptbutikker, men derimod butikker, der formår at mikse flere koncepter til forbrugerens fordel. Dette er med til at give en anderledes shoppingoplevelse i butikken.
Retail Institute Scandinavia arrangerer en guidet retail tour den 16.-17. september, hvor Director, Dorte Wimmer, tager dig med rundt i Milanos gader og viser alt det bedste retail som byen har at byde på. Nedenfor følger et smugkig på udvalgte eksempler på concept mashups i Milano, der afgjort er et besøg værd.
Deus Ex Machina: En oplevelsesorienteret hybridbutik
Der er ikke meget der tyder på, at der ligger en spændende butik gemt I denne baggård, men når man kommer ind, åbner der sig et Eldorado man får lyst til at gå på opdagelse i. Det australske koncept er en oplevelsesorienteret hybridbutik, der kombinerer en verden af motorcykler, skisport og surfing med egen tøjkollektion, værksted og restaurant.
70 procent af produkterne i butikken er eksklusive for Deus ex Machina, og hver produktkategori iscenesættes i butikken i historiefortællende rum med forskellige udstillingselementer. Unikt for flagskibet er et værksted, som producerer og reparerer cykler, og som tilfører butikken et serviceelement. En del af butikken udgøres desuden af et 250 m2 stort restaurant- og barområde. Her er tale om et ”entusiast-tempel”, hvor man kan udforske produkterne der er iscenesat som en livsstil.
Eataly Smeraldo: Et sansemekka
Idéen bag Eataly Smeraldo er meget simpel: at samle alle high-quality italienske specialiteter under ét tag, hvor kunden kan spise, shoppe og lære. Alle sanser tages i brug, når man som kunde går på opdagelse i Eataly. Eataly viser, hvordan high quality produkter kan gøres tilgængelige for alle. Foruden overkommelige priser og tilgængelighed, viser Eataly tydeligt det håndværk, der ligger bag skabelsen af maden, i form af, at alle produktionsområder er synlige. På de fire etager findes 19 spisesteder, et hav af udsøgte specialiteter, en stor scene og masser af oplevelser for alle sanserne.
Excelsior: Et brud med den traditionelle tankegang
Stormagasinet Excelsior bryder ligeledes med den traditionelle tankegang ved at have udgangspunkt i kundens behov frem for den traditionelle kategori-tankegang. Excelsior er, bogstavelig talt, en stor oplevelse på flere niveauer.
I stueetagen findes en afdeling af Tiffanys ved siden af et væld af kuriøse produkter, der er udstillet som på et museum – dog uden man har berøringsangst. Etagerne ovenfor rummer hver især designertøj for både mænd og kvinder med fokus på nicheproduktionerne fra mange af de store mærker.
Særligt må de to nederste etager siges at være et kapitel for sig. Her findes fødevarer og isenkram i en skøn blanding, der ikke er opstillet efter kategorier, men efter occasions. Om dagen virker butikken anonym, mens den store glasfacade bliver levende ved mørkets frembrud.
Ovenstående er blot tre ud af en række spændende koncepter i Milano, der alle sammen er centreret omkring at bryde med den traditionelle tankegang inden for retail. Innovation er i højsædet, hvilket kommer til udtryk i flere af de retail koncepter Milano har at byde på.