Fra kufferter til cognac
– Hvad kan vi lære af succesfulde luksusbrands som LVMH?
Selvom energikriser, inflationsudbrud og faldende realløn kan få de fleste af os til at stramme livremmen og kigge efter den billigste agurk, er der tydeligvis stadig plads til luksus. Og når vi taler om luksus, så taler vi om LVMH – luksusbrandenes lokomotiv. Tilbage i 1988, da Bernard Arnault overtog roret, omsatte LVMH for 18,6 milliarder kroner med et resultat på 2,3 milliarder. I dag er tallene steget til svimlende 642 milliarder kroner i omsætning og 114 milliarder i indtjening. Med en markedsværdi på 2700 milliarder kroner og Arnaults 47% ejerskab, er han blevet en af verdens rigeste.
Men hvordan har LVMH formået at tiltrække både nyrige asiater og helt almindelige mennesker, som har resulteret i et årligt kundegrundlag, der anslås at vokse med over 10 millioner kunder? Det spørgsmål kræver mere end bare tal. I min sommerferie, som alligevel gik igennem det skønne Paris og videre til Cognac, besluttede jeg mig for at opleve lidt af den magi, som LVMH spreder.
Kufferter og Cappuccino: En unik rejse i Louis Vuitton i Paris
Hvis du nogensinde har været turist i Paris, har du helt sikkert stødt på Louis Vuittons imponerende tilstedeværelse. Det er som en skattekiste af luksus, der åbner sig for dine øjne, når du spadserer forbi Louvre eller Champs-Élysées, hvor monobrand butikker boomer af brandets lækkerier. Mens jeg nød en klassisk espresso på en fortovscafé på Champs-Élysées, blev jeg fanget af en gigantisk LV-kuffert i skinnende sølv, der prydede en kæmpe outdoor-reklame. Denne gigantiske kuffert annoncerede et kommende luksushotel fra LVMH, og selv her viste LV’s detaljegrad sig i storformat.
Louis Vuitton gigantisk outdoor Paris 2024
Mit besøg i Paris faldt lige før den store OL-karavane gjorde sit indtog. Byen summede af forventning, og forberedelserne var i fuld gang. Louis Vuitton var naturligvis også en del af OL-festen. Jeg blev mødt af den olympiske fakkel udstillet i luksusstormagasinet Samaritaine, ejet af LVMH. Vinduesdekorationen med faklen svøbt i en håndlavet LV-transportkasse gjorde alle andre udstillinger til skamme.
Louis Vuittons transportkasse til OL faklen
Drømme i LV Dream
Selvom jeg ikke modtog en invitation til de glamourøse OL-fester i det eksklusive Le Cheval Blanc hotel ejet af LVMH gruppen med tårnhøje værelsespriser, besluttede jeg at besøge nabobygningen – Louis Vuittons hovedkontor, der også huser udstillingen LV Dream i stueetagen. Her fandt jeg måske hemmeligheden bag succesen: storytelling, håndværk og innovation går hånd i hånd.
LV Dream Paris
LV Dream er et besøg værd, uanset om du er til high-end luksusvarer eller ej – og det bedste af det hele: det er gratis! Her kan man komme helt tæt på Louis Vuittons historie og imponerende håndværk. Udstillingen viser både historiske og nutidige samarbejder med berømte kunstnere, samtidig med at den undersøger sportens uudslettelige aftryk i mode- og luksusverdenen. Man kan drømme sig væk i alt fra rejsekufferter til ikoniske tasker. Hver genstand fortæller en historie og vidner om den opfindsomhed og tidløse elegance, der kendetegner Louis Vuitton, der uden tvivl er med til at skabe den succesfulde virksomhed.
Den uundgåelige giftshop
Som ethvert museumsbesøg afsluttes det i den uundgåelige giftshop, som jeg normalt spurter igennem. Men denne her er undtagelsen. Her ville jeg for første gang ønske, at jeg kunne tage alt ned fra hylderne. Her finder man alt fra etuier til bordtennisbat, chokoladestykker med logo samt LV Nutella, som var det eneste, min pengepung kunne klare.
Louis Vuitton giftshop
En café med kærlighed til detaljer
Den talentfulde Chef-Pâtissier, Maxime Frédéric, står bag den sidste unikke oplevelse i universet. Han har forvandlet kagebagning til en kunstform bl.a. på nogle af Paris’ mest eksklusive hoteller, herunder Le Meurice og George V. Siden 2020 har han tryllet desserter frem på Cheval Blanc Paris. I caféen kan man nyde en perfekt brygget kop kaffe med LV i skummet, fyldte chokolader, hvor hver eneste bid er en rejse gennem smagsnuancer, du ikke vidste, eksisterede – alt imens du beundrer kager, der er så smukke, at du næsten ikke nænner at sætte tænderne i dem. Men! Gør dig selv den tjeneste at tage den bid! Hver eneste kage er et lille mesterværk, der kombinerer smag og æstetik på en måde, der kun kan beskrives som ren magi.
Louis Vuitton café
Vin, virtuelle druer og vildt mange tønder: Mit møde med Hennessy
Fra Eiffeltårnet til Eau de Vie: Jeg forlod Paris fyldt op af masser af indtryk og lagde vejen forbi et andet af LMVH’s store brands, nemlig Maison Hennessy i Cognac, et sted med 300 års historie og med produkter, der dateres helt tilbage til Napoleon. Jeg må indrømme, at cognac normalt ikke lige er min kop te, eller skal vi kalde det glas cognac, men nysgerrigheden trak mig alligevel til dette berømte hus.
En håndværksrejse for nørderi
Når man træder ind i Hennessy, går man bogstaveligt talt ind i en verden af håndværk og nørderi. Vidste du, at 12 liter druer bliver til 9 liter hvidvin, som så destilleres ned til 1 liter eau de vie? Denne livseliksir hældes derefter på tønder, som giver den sin smukke farve. Og disse tønder er ikke bare masseproducerede – nej, de er håndlavede på stedet, og én mand laver kun én tønde om dagen. Det er nørderi og feinschmeckeri på allerhøjeste niveau!
Tøndernes Tempel: 2000 Eiffeltårne af Eau de Vie
Jeg blev blæst bagover af mængden af lagrede tønder. Hennessy har intet mindre end 580.000 tønder med eau de vie, hvilket svarer til vægten af 2000 Eiffeltårne. Hvert år smager en dedikeret medarbejder på hver eneste tønde for at afgøre, om indholdet er klar til at blive flasker, skal overføres til en ny tønde, eller skal lagres længere. Hvis jeg kunne lide cognac, ville det helt sikkert være et job for mig.
Et besøg i Hennesy’ kælder
Håndlavede tønder hos Hennessy
En VR-tur med ‘Tøndemændene’
En af de mest unikke oplevelser var den kunstneriske VR-tur, hvor man følger de såkaldte ‘tøndemænd’ rundt i kældrene. Man får følelsen af at være i selve destillationskedlen, og det føles næsten som at gå inde i en tønde. Jeg fik endda lov til at plukke virtuelle druer – et sjovt lille touch.
VR-oplevelse hos Hennessy
Gavebutikken: Priser, der får dig til at tabe underkæben
Besøget fortsatte med en smagning, hvor jeg måtte konstatere, at cognac, trods den store oplevelse, aldrig bliver min bedste ven. Så hurtigt videre til giftshoppen, og lad mig sige det sådan her: Med priser op til 25.000 euro, holdt jeg pungen i lommen. Det var lige en tand over mit gavebudget, så det blev et høfligt nej tak fra mig.
Smagning hos Hennessy
En luksuriøs eftertanke
Det, som LVMH gør for at brande og showcase deres produkter, er gennemført! Jeg er imponeret over dedikationen, detaljegraden og ikke mindst det at gøre noget fuldt ud, men jeg tænker også meget over, hvad det betyder for alle os andre, der ikke har uudtømmelige marketingbudgetter eller en kælder fyldt af gamle tønder?
Mit take away for en tur i LVMH-verdenen – uanset hvad du arbejder med: Gør dig umage og vær umagen værd! Det kan vi alle, og det bør vi gøre, hvis vi skal gøre os fortjent til, at kunderne bruger tid med os.
Hvad gør du for at gøre dig umage og være umagen værd?