-
Butikker | E-handel | Forbrugeradfærd | Luksus | Stormagasiner og city | Teknologi
Neimann Marcus-app leverer stof til kundeservice
Den innovative, amerikanske highend-stormagasinkæde Neimann Marcus er netop begyndt at afprøve seneste skud på kædens app-stamme: Den nye NM Service-app, der har til hensigt at sætte kædens butikspersonale i stand til at interagere mere personligt og kvalificeret med kunderne gennem en skræddersyet service, som blot kræver, at kunden downloader den gratis app og tilmelder sig den særlige service.
I praksis fungerer app’en sådan, at en sensor i Niemann Marcus-butikken registrerer, når en tilmeldt kunde træder ind i butikken, hvorefter app’en aktiveres og straks sender information til kunden om nye produkter, events i butikken samt hvilke medarbejdere der er på arbejde den pågældende dag.
Klæder personalet på til dialog
Informationsstrømmen retter sig dog ikke kun mod kunden. Butikspersonalet får nemlig også via app’en en notifikation om, at en kunde, der bruger app’en, netop er trådt ind i butikken. Derudover modtager personalet information om kundens tidligere køb – både online og i fysiske butikker samt et billede, der hentes fra kundens Facebook-profil, så de straks kan identificere og gå i dialog med kunden. En dialog, der vel at mærke kan forløbe på flere måde. Kunder og personale kan nemlig også nøjes med at skrive sammen via app’en, hvis kunden foretrækker at shoppe rundt for sig selv, men stadig gerne vil have kyndig rådgivning lige ved hånden.
App’en, der er udviklet af Signature Labs Inc., testes indtil videre i Niemann Marcus’ stormagasiner i Austin, Dallas-NorthPark, San Francisco og Palo Alto.