-
Butikker | E-handel | Forbrugeradfærd | Teknologi | Trend
Virtuel valuta – er ”rigtige” penge yt?
Betaling med traditionelle penge er ikke længere en selvfølge. Et stigende antal brands og butikker tyer nemlig til alternativ betaling.
Bitcoin – digital valuta
Den mest udbredte, alternative betalingsform er den digitale valuta Bitcoin, der blev introduceret d. 3. januar 2009 af en ukendt person under pseudonymet Satoshi Nakamoto. Valutaen er bygget op om et computerprogram, der sikrer, at der kun er et vist antal Bitcoins i omløb. I øjeblikket er der ca. tolv mio. i omløb til en samlet markedsværdi på knap 50 mia. danske kr. Når der er om 126 år, i år 2140, er skabt 21. mio., stoppes produktionen automatisk. Mængden af Bitcoins øges regelmæssigt ved en minedriftslignende proces, hvor computeren løser vanskelige matematiske problemer, der udløser nye Bitcoins, når løsningen er fundet. Systemet er open source, dvs. at alle med de rette tekniske kundskaber kan hjælpe med at videreudvikle valutaen.
Bitcoin eksisterer udelukkende som en konto med et tilgodehavende på en computer, og alle ejere kan flytte penge direkte fra én person til en anden i løbet af få sekunder. Overførsler er anonyme, og man skal derfor ikke opgive sine betalingsoplysninger. I stedet sender man blot et beløb til fx en butiks Bitcoin-adresse, og efter betalingen er gennemført, kan den ikke tilbageføres. For at sikre, at man ikke kan købe flere ting med den samme Bitcoin, bliver hver transaktion bekræftet af systemets brugere. Valutaen opbevares i en såkaldt ”Bitcoin Wallet”, der fungerer som en slags mini-netbank, som giver brugerne overblik over alle transaktioner. Transaktionerne lagres samtidig i en såkaldt ”hovedbog”, der er tilgængelig for samtlige brugere af Bitcoins. Alle i systemet ved dermed altid, hvor mange der er i omløb.
En af de første amerikanske e-handelsdetaillister, der accepterer bitcoins er Overstock.com. I starten af januar indgik den amerikanske, online møbelforhandler nemlig et samarbejde med Coinbase; en digital pung, der gør det muligt for forbrugerne at købe produkter med Bitcoins. I løbet af de første 22 timer modtog man 800 Bitcoin-ordrer til en værdi af 126.000 dollar. Godt to måneder senere har Bitcoin-brugere købt varer for mere end én mio. dollar hos Overstock.com.
Overstocks succes har siden fået flere store brands og butikker til at hoppe med på vognen, blandt andre den online elektronikbutik TigerDirect og det amerikanske Trading Company Hudson’s Bay, der ejer tøjmærket Lord & Taylor. Sidstnævnte begyndte d. 10. marts at acceptere Bitcoins via omnichannel app’en Pounce. Det betyder, at forbrugerne nu kan gennemføre bitcoin-køb ved at scanne produkter i virksomhedens kataloger med deres smartphone.
Rykker ind i butikkerne
Bitcoins rykker også langsomt ind i de fysiske butikker. Den sociale gavevirksomhed eGifter har indgået et samarbejde med Coinbase om at acceptere den digitale valuta. Samarbejdet indebærer, at eGifters kunder kan købe gavekort (der kan bruges i fysiske butikker) med Bitcoins til mere end 100 butiksbrands, herunder dagligvarekoncernen Walmart, byggemarkedskæden Home Depot og apotekerkæden CVS.
At flere detaillister med fysiske butikker interesserer sig for Bitcoins, giver også anledning til, at solution-leverandører udvikler nye redskaber, der henvender sig direkte til in-store-brug af Bitcoins. Én af dem er teknologivirksomheden +rehabstudio, der har lavet såkaldte BitTags. Det er trådløse tøjmærker, der viser varens pris i Bitcoins. Eftersom den virtuelle valutas værdi varierer konstant, er prisskiltet forbundet til internettet, så kunderne hele tiden er sikret den aktuelle Bitcoin-pris. Skiltet giver samtidig andre informationer, fx produktnavn, og angiver prisen i den lokale valuta. BitTags kan endda være en salgskanal i sig selv. Når kunden ryster prisskiltet, kommer der nemlig en QR-kode frem, hun kan scanne for at betale for varen uden overhovedet at henvende sig til butikkens salgspersonale.
RedBottle Design satser ligeledes på at få del i Bitcoins vækst. Den New York-baserede virksomhed har udviklet app’en GlassPay, der giver forbrugerne mulighed for at købe in-store-produkter med Bitcoins. Det fungerer ved, at man med sin smartphone scanner stregkoderne på varerne i sin fysiske indkøbskurv, hvorefter de bliver tilføjet til en virtuel kurv i app’en på mobilen. Derefter kan man betale for produkterne med Bitcoins.
Selvom mulighederne for at betale med Bitcoins i den fysiske verden stadigvæk er stærkt begrænsede i Skandinavien, er mulighederne dog vokset eksponentielt det seneste år. I Danmark er det fx nu muligt at betale med Bitcoins i den københavnske cocktailbar The Jane, Hotel Bandholm på Lolland og i Ruben & Bobby, en kombineret frisør og retro spillebutik på Nørrebro i København.