Ny hjemmeside sælger brugte Ikea-møbler – en ide butikskæder kan kopiere
Skal man købe brugte møbler, skal de da være fra Ikea. Det er logikken bag den svenske hjemmeside I LOVE IKEA, hvor forbrugerne kan finde et stort udvalg af brugte møbler fra den svenske møbelgigant.
Vil man købe brugte Ikea-møbler, kan man søge på regioner og byer, for at finde en sælger, der bor tæt på en selv. Man kan også søge i kategorier som køkken, bad, soveværelse osv.
Præsentationen af produkterne indeholder, som man kender det fra andre netbutikker, billeder, tekst, kontaktinformation og pris. Vil man have mere information om dem, er det oplagt at gå på jagt på Ikeas egen hjemmeside eller i Ikeas kataloger.
Indrykker man en annonce på I LOVE IKEA, er der god chance for at den bliver læst. I LOVE IKEA gør nemlig meget ud af at markedsføre siden. Ifølge selskabet vil I LOVE IKEA dukke op i mere end 20.000 reklamer om måneden på nettet og i trykte medier.
I LOVE IKEA er ikke relateret til Ikea på nogen måde. Det er en platform, hvor kunder sælger brugte Ikea-møbler til andre kunder. I LOVE IKEA er en hyldest til Ikea. Man kan således læse på I LOVE IKEA’s hjemmeside:
– iloveikea.se er en hyldest til virksomheden Ikeas fantastiske sortiment, og et svar på de seneste års udvikling mod et mere bæredygtigt samfund.
Ideen bag I LOVE IKEA god. Forbrugerne er blevet miljøbevidste de seneste år, og er blevet mere økonomisk ansvarlige på grund af krisen. Derfor kan forbrugerne slå to fluer med et smæk ved at handle brugte Ikea-møbler. Det er godt for miljøet, og det er godt for pengepungen.
Samtidig er siden sikret en god start, da man lukrerer på et brand, som forbrugerne i forvejen sætter stor pris på. Dermed er tilliden til produkterne der fra starten, og med det følger forbrugernes interesse.
Det er gratis at indrykke annoncer på I LOVE IKEA frem til 1. august. Derfra tager I LOVE IKEA et lille beløb for at oprette en annonce. I LOVE IKEA er for tiden kun at finde på det svenske marked, men man har planer om, at udbrede konceptet til resten af Europa inden længe.
Internettet har givet forbrugerne nye redskaber til at komme i kontakt med hinanden og handle med hinanden, og tager man som kæde ikke selv initiativet, vil sider som I LOVE IKEA blomstre op. Derfor er der god ræson i at kopiere I LOVE IKEAs forretningsmodel, og ligge den under ens eget website. Dermed gør man forbrugerne en tjeneste, man bibeholder kontrollen over ens brand, produkter og univers, og den tjeneste man yder kunderne smitter sikkert af på dem, når de næste gang skal ud og vælge et produkt i din kategori.